Efter lang tids søgen har jeg nu endeligt fundet et link til, hvordan fjernelsen af Chancheriaet så ud fra gaden.

http://www.youtube.com/watch?v=uM9MPSwuQq0

Vores hus kan ses efter 1:22 og 1:32 minutter - og er blå

En helt almindelig dag - efterfulgt af en ikke helt almindelig nat

Ironisk nok endte min helt almindelige dag, som jeg lige har beskrevet i det sidste blogindlæg med en ikke helt almindelig nat.

Jeg sidder lige nu på gulvet i køkkenet i huset hvor jeg bor og putter mig under min sovepose. Det er virkeligt koldt – og lige nu minder rummet mest af alt om et beskyttelsesrum fra anden verdenskrig. Betonvæggene med den afskallede lysegrønne maling ser om muligt endnu mere trist ud en normalt. Ved siden af mig ligger Ariana og snorker. Fra gaden kan jeg stadig hører nogle få mennesker råbe, men de fleste er efterhånden ved at være forduftet.

Få minutter efter jeg lukkede min computer sammen bemærkede jeg at der var mere larm på gaden end sædvandeligt. Klokken var omkring midnat . Da jeg kiggede ud af vinduet så jeg at gaden var fyldt med råbende mennesker, der kastede med sten, og bar rundt på kæppe. Jeg blev hurtigt klar over at råberiet skyldtes at politiet havde meddelt at de ville rydde chancheriaet (chancho = gris) et illegalt ”supermarked” med små boder der ligger, eller lå, lige ved siden af vores hus. Regeringen har i flere omgange truet med fjerne det, men har indtil nu intet seriøst gjort ved det. Den første halve time sad Birgitte og jeg klinet opad vores vindue, for at følge med i hvad der skete på gaden. Det var næsten som at se video, det eneste vi mangle var en stor pose chip. Jeg fandt det virkeligt interresandt, da jeg aldrig før har været i nærheden af en demonstration, eller noget der mindede om det. Herning er en meget stille og kedelig by.

Omkring klokken 1 steg støj niveauet fra gaden drastisk i løbet af få minutter – en kæmpe skare af politimænd var begyndt at nærme sig chancheriaet på hesteryg. Vi fik streng ordre på staks at gå neden under. Fra stue vinduet var der dog lidt dårligere udsyn, men det var stadigt muligt at se hvordan politiet først kastede en ild mur ud, for at skræmme demonstranterne væk – da dette ikke havde noget større effekt gik der ikke ret lang tid før hele gaden var fyldt med tåregas.

Jeg følte mig ikke ret tryk ved situationen, så jeg kravlede hurtigt her ud i køkkenet. Ud over råbende mennesker kunne der også hørers skud. Da jeg havde siddet og gemt mig på gulvet i køkkenet i et par minutter kom Nena stormende ned af trappen og råbte ”Mi hija, mi hija” – Som betyder ”mit barn, mit barn” – hun stor tudede og var helt i panisk. Vi blev hurtigt klar over at hendes panik anfald skyldtes at tåregassen fra gaden nu var nået ind i huset, og hun allerede havde fået en ordentligt dosis af det. Få sekunder efter begyndte jeg også at føle hvordan mit ansigt begyndte at brænde, og min hals snørede sig sammen – det var helt umuligt at få vejret. Alt i mens jeg forsøgte ikke helt at gå i panik råbte moderen i huset, at vi skulle drikke en masse vand, samt vaske os i hovedet. Jeg husker stadig tydeligt hvordan Birgitte nærmest skreg at det her var for sindssygt. Heldigvis blev det hurtigt bedre, men må nok indrømme at jeg et øjeblik var ved at være lidt bange for hvad der ville ske med os. Tror i virkeligheden ikke at det stod på i mere end et par minutter, men det føltes som en evighed.

Da jeg efterhånden var ved at være kommet mig over gas angrebet – fandt jeg mig selv stående midt i en kæmpe vandpyt kun iført ski underbukser og en gennemblødt hvid T-shirt.

Moderen i huset var virkeligt sød, hun hentede et par tynde madrasser til mig og Birgitte, så vi kunne putte os i vores soveposer i køkkenet, imens de selv igen stod klinet til vinduet – ingen af os turde dog våge os ud fra køkkenet. Så vi sad uvidende om hvad der foregik på gaden, og kunne blot hører nogle der skramlede ugen for vores vindue. Det vidste sig at politiet havde sat et stor hegn op, så det ikke længere var muligt at komme ind til Chanceriaet.

Det hele lyder nok meget overvældende, men klokken er nu tre og der er som sagt ved at være nogenlunde ro i gaden igen. Og vi er ved at være klar til at ligge os til at sove i køkkenet – efter først at have delt en avocado, og smurt resterne i hovedet, så vi er alligevel ikke mere mærkede af situationen, end at der stadig er overskud til en lille ansigtsmaske.

Men en ting er sikkert – Peru er et land fyldt med oplevelser på godt og ondt.

Hverdagen i et slumkvarter

Jeg har nu efterhånden boet i Villa El Salvador, og det er vidst efterhånden blevet tid til at jer der hjemme også skal have en lille ide om hvad det er jeg går og laver. Om få dage begiver Birgitte og jeg os videre for at opleve endnu mere af den peruvianske kultur. I første omgang rejser vi til Cusco hvor vi har et par dage til at vende os til et noget anderledes klima. Fra Cusco tager vi videre til en del af amazones junglen, hvor vi skal være i 4 uger. I junglen skal vi undervise på en skole i en lille landsby 2 gange om ugen, hjælpe til på farmen to dage og to dage om ugen skal vi hjælpe til på selve lodged.

Jeg må nok indrømme at jeg er ved at få ret mange sommerfugle i maven, for det bliver uden tvivl en kæmpe oplevelse at rejse så langt ud midt i ingenting, og opleve hvordan nogle folk nærmest lever i små hytter. Jeg kan dog heller ikke lade være med at være lidt nervøs, da intet af personalet i junglen taler engelsk, og selvom Birgitte og jeg nu har haft spansk i fem uger, er vores spansk kundskaber vidst ikke så vel udviklede at vi for alvor kan forklare os – heldigvis findes der da det fantastiske internationale sprog – kaldet kropssprog, som vi nok er blevet mestre i, når vi en gang kommer tilbage i midten af november.

Selvom sommerfuglene basker på livet løs i min mave, kan jeg dog heller ikke lade være med at blinke en ekstra gang med øjnene for ikke at komme til at fælde en tårer, når jeg kommer til at tænke på alle de fantastiske mennesker her i Villa El Salvador vi skal undvære det næste stykke tid. Selvom alt er så anderledes end alt hvad vi kender hjemme fra kan jeg ikke lade være med at holde af det. Synes først lige jeg er ved at havde fundet mig til rette, og er ved at havde fået skabt mig en hverdag. Det er helt utroligt at tænke på at vi allerede har været her i 5 uger – tiden er bare fløjet af sted. Inden jeg har nået at se mig om er det nærmest blevet weekend igen, og når jeg en sjælden gang imellem kommer til at åbne min kalender bliver jeg halt skræmt over hvor hurtigt tiden rent faktisk er gået.

Lidt om min hverdag – Hver morgen står jeg op klokken 7.15 hvis jeg er god, klokken er vidst ofte nærmest blevet 7.30. Derefter spiser jeg morgen mad, i starten fik vi hvidt brød med smør, oliven, ost eller marmelade – hvilket vi dog hurtigt blev trætte af, til alt held opdagede vi i sidste uge, at det rent faktisk er muligt at få havregryn – så nu står morgen menuen på havregrød og frisk frugt.. Mums muns..

Omkring klokken 7.45 kommer en af mine elever ved navn Max og følger mig hen på Cepromup hvor min workshop begynder klokken 8 – eller det vil sige at det var meningen den skulle begynde klokken 8, men peruvianerne har langt fra den samme punktlighed som vi kender fra Danmark, så det første kvarter går oftest med at snakke lidt med de elever der kan finde ud af at møde op til tiden. Det primære formål med workshoppen er at forbedre deres udtale, og hjælpe dem til at holde deres engelsk ved lige, samt forbedre deres udtale af engelske ord. Efter workshoppen er færdig bliver jeg eskorteret tilbage til huset af 3 – 4 elever, da de ikke kan lide at jeg går alene på gaderne – hvilket da heller ikke er mit fortrukne.

Fra 10.30 – ca. 13.00 forbereder jeg mine spansklektier og så er det vidst også efterhånden blevet et must med en lille formiddags lur.

13.00 spiser jeg frokost, først en portion grønsagssuppe og der efter en kæmpe portion mad, som ofte består af ris, kartofler og kylling og ja man spiser både ris og kartofler på en gang. Maden er virkeligt lækker – eller det smager virkeligt godt, tror ikke helt jeg vil bruge ordet lækker, da hygiejne standarterne langt fra er de samme som i Danmark.

Fra 13.30 – 15.30 har jeg spansk undervisning, hvor jeg forsøger at lærer bare en smugle, er helt overrasket over hvor meget jeg allerede synes jeg kan forstå, selvom vi kun har været her lidt over en måned. Selvom det stadig går lidt trægt med at sammensætte sætningerne selv, går det ret godt med at forstå det spanske.

Hvis jeg kan finde en der gider at følge mig hjem efter spansk undervisningen tager jeg hjem for at forberede undervisningen til dagen efter, eller Skype :D hvilket jeg vidst nærmest er blevet lidt for stor fan af. Hvis der ikke er nogle der kan følge mig hjem bliver jeg på Cepromup og forbereder undervisningen, mens Birgitte har sin workshop, så vi kan følges hjem.

Til aftensmad for vi ofte hvidt brød med smør, oliven, ost eller marmelade eller rester fra dagsmiddagsmad hvis vi er heldige. Aften går for det meste med afslapning, snak, forberedning af workshoppen eller dans i det lokale fitnesscenter.

Jeg forsøger at komme i seng omkring klokken 11, hvilket dog ikke altid går lige godt, da Birgitte og jeg er lidt af et par snakkehoveder. Og der ud over er det vidst også lidt farligt med internet på værelset.

Weekenderne er primært gået med at se de seværdigheder der er her i Lima, og så har vi selvfølgeligt også forsøgt os med at danse salsa, hvilket er helt fantastisk.

Dette afsnit er skal bare give jer et lille indblik af hvordan en typisk dag i Peru er for mig, men som i sikkert alle ved, siger et billede mere end 1000 ord, så hvis i ikke synes det er nok, skal i være mere end velkomne til at kigge mine billeder igennem på Facebook.

Nu er det lige om snart!!

Nu nærmer tiden sig, hvor Birgitte og jeg drager mod Peru. Der er efterhånden ikke en gang 14 dage til længere. En ret skræmmende tanke!

En dag som i dag har jeg svært ved at forstå, hvad det er der driver mig væk fra det skønne Danmark. Vejret er fantastisk, og jeg sidder lige nu på vores terrasse, og nyder et par friske blommer fra haven. Kan det blive bedre?

Til jeres orientering er der lige nu 15 grader i Lima – og overskyet.

Ikke umiddelbart særligt tiltrækkende, for en solglad pige som mig.

Alligevel er der dog et eller andet der driver mig, og ikke kan få de små sommerfugle i min mave til at sidde stille, af bare spænding, og længsel efter at komme af sted.

Måske er det længselen efter at komme ud og opleve verden, og komme helt ind under huden på en fremmed kultur, og forhåbentligt skabe nye relationer, i en helt anden verden end den jeg er vant til her hjemme fra. Eller også er det lysten komme ned og danse salsa til langt ud på natten – med fyrer som faktisk ved hvordan de skal bevæge sig på et dansegulv, i modsætning til mange danske mænd.

Eller måske er det et håb om at rejsen, vil modne mig, og forhåbentligt afklare mig fuldstændigt med, hvad det er jeg skal bruge mit liv på. Og i det hele taget få sat mit liv ind i en større sammenhæng.

Måske er det en blanding?

Det hele føles endnu ret overfældende, fordi der stadig er så mange uafklarede spørgsmål. Gider eleverne lytte efter? Er det nogle søde mennesker vi kommer til at bo hos? Kan man virkeligt ikke gå alene i gaderne om aftenen? Osv.

Men en i ting er i hvert fald sikker, når jeg endeligt står med dansk grund under fødderne igen, vil jeg være en kæmpe oplevelse rigere.

Jeg føler allerede at min horisont er blevet udvidet en del, i løbet af de sidste 4 uger på højskolen. Det har været en helt fantastisk tid, som har givet en masse stof til eftertanke.

Mine øjne er virkeligt blevet åbnet op for, hvor galt det faktisk står til nogle steder i verden. Og hvor meget der er brug for at vi alle tager ansvar for både vores eget liv, og måske endda endnu vigtigere at vi hjælper der hvor der virkeligt er brug for hjælp.

Jeg vil slutte for nu, og så vil der forhåbentligt komme et lille indslag mere, når rejsen kommer lidt tættere på, og jeg er ved at havde dannet mig et overblik over det hele (hvis jeg når at få det). Og ellers vil jeg forsøge at skrive lidt om mit ophold ind i mellem, så i alle har mulighed for at følge med i både gode, og dårlige erfaringer jeg nødvendigvis må få i løbet af mit ophold i Peru.